Elfiskeri del 1

Status på årets første elfiskeri.

Lørdag den 1. november blev årets første elfiskeri i Uggerby Å gennemført på strækningen fra Bindslev til Uggerby. Elfiskeriet blev afviklet af foreningens frivillige med det formål at indfange moderfisk til avl, så vi kan sikre fortsat produktion af havørred af egen stamme i Uggerby Å-systemet.

Dagens indsats resulterede i, at vi kunne sende 19 hunfisk og 9 hanfisk videre til Dansk Center for Vildlaks (DCV) i Randers. Her vil fiskene blive håndteret og strøget under kontrollerede forhold, så rogn og mælk kan bruges i det videre avlsarbejde. DCV står for den faglige og biologiske håndtering, mens foreningen sørger for, at det nødvendige materiale bliver indsamlet i vores vandløb.

En af dagens smukkeste fisk

Selvom dagens resultat er tilfredsstillende, ligger antallet af indfangede fisk lidt under det niveau, vi har behov for, hvis vi skal nå årets avlskvoter. Derfor planlægger vi endnu et elfiskeri lørdag den 15. november, hvor vi denne gang vil arbejde på strækningen mellem Sindal og Therkels Bro. Vi håber, at vi her vil kunne fange de sidste fisk, der mangler, så vi kan sikre tilstrækkeligt med både rogn og mælk til årets produktion.

Bestyrelsen vil gerne rette en stor tak til alle de frivillige, der deltog i dagens arrangement. Jeres indsats er afgørende for, at vi fortsat kan bevare og styrke bestanden af vildfisk i Uggerby Å. Vi sætter stor pris på jeres tid, engagement og indsats – og håber naturligvis, at I har mulighed for at deltage igen den 15. november, hvor vi tager næste skridt og forhåbentligt sidste i årets avlsarbejde.

Med venlig hilsen

Henrik Kassow Andersen

Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn (SFHO)

Næste
Næste

Geddekonkurrence Guldager Sø…